Den usandsynlige historie om Kaj E.

Kaj E. var et samlingspunkt

Et unikum på så mange måder, at da han gjorde en sidste unik handling, valgte Skovvang at gengælde kærligheden.

Inga Jørgensen har en anelse om, at der tales på livet løs om natten på Egekirkegården. Det bør ikke være anderledes, når man i venskabets svar på Bermuda-trekanten har begravet tre sludrechatoller som Kaj E., Tage Bent og Dennis tæt på hinanden.

Det er efterhånden nogle år siden, at Inga Jørgensen stoppede som sygehjælper på Specialcenter Skovvang. Alligevel besøger hun og en kollega stadig kirkegårde for at lægge en krans ved døde beboeres grave, og når hun står foran gravstenen med Kaj Erik Nielsens navn, så plaprer minderne derudad.

Om den tur, hvor en beboer nær var ved at brække en finger på Kaj E., fordi han slog en sekser i et pakkespil og blev mødt af en beboer, der ikke var i gavehumør.

Eller om dengang de var til Hjallerup Marked, og én pludselig havde råbt Kaj E’s navn. Det var hans brors datter, der havde genkendt sin onkel, og han blev så stolt.

Og Inga Jørgensen var med dengang på sygehuset i Herning, der endte med en kræftdiagnose – som viste sig, at være en dødsdom.

»Han kunne godt have undværet det sidste års tid. Det var ikke sjovt, men han beklagede sig aldrig. Men jeg kom ligesom til at mangle en makker,« siger Inga Jørgensen.

Inga Jørgensen fortsatte med at arbejde nogle år endnu, men de blev ikke som de foregående.

»Vi savnede ham. Der blev en anden stemning. Han sad der ved morgenbordet og fik kaffe, og personalet skulle altid lige forbi og hilse på ham. Han blev et samlingspunkt,« siger hun.

Mange beboere er ikke friske nok til at bekymre sig om mange andre end sig selv. Kaj E. var fra en anden tid, forklarer tidligere sygehjælper Inga Jørgensen og nuværende overassistent hos Specialcenter Skovvang Karin Blæsbjerg Nielsen (t.h.). Han elskede at tale med personalet, og det var gengældt. »Familien kan godt være stolte af ham, for der var mange, der kunne lide ham. Personalet skulle altid lige hen og hilse på Kaj E.. Han var i centrum,« siger Inga Jørgensen.

Skovvangs papirer viser 28 år. Virkeligheden viser måske endnu mere. Den viser i hvert fald en anden tid, forklarer centerleder Hans-Jørgen Niewald.

»Mange var jo daglejere i Kaj E.’s generation. Man arbejdede i landbrug om sommeren, og tog ophold på forsorgshjem om vinteren. Men da daglejersystemet i landbruget ebbede ud, blev han hængende her. Det var jo en ensom tilværelse med meget arbejde og ingen familie, så fællesskabet fandt man her,« siger Hans-Jørgen Niewald.

Da centerlederen blev ansat, fandt han en lille tæt gruppe af beboere, der havde boet i årevis i bygningerne ved Herningvej.

»Det var ikke sket i dag, hvor man var blevet tilbudt en lejlighed ude i byen, men det var en anden tid. Da jeg startede, kaldte vi dem for pensionistgangen, som Kaj E. var en del af sammen med seks andre. Nogle havde været her i 15 år, og det var ikke muligt at lave en plan for at flytte dem i egen lejlighed. De var blevet præget af livet på en institution i mange år, så Kaj E. blev faktisk grunden til, at vi byggede plejehjemmet Skovly her. Og det blev en stor lykke for ham at komme over på plejehjemmet til Inga og det øvrige personale, som virkelig kunne rumme disse personer med specielle forhold. Kaj E. tog sig lidt at drikke, og det gjorde ham nogle gange vred, og så var det kun pigerne, der kunne få ham til at falde til ro. Da vidste vi mænd godt, at vi skulle holde os væk,« siger Hans-Jørgen Niewald.

Vredesudbruddene var ikke det, der fik Kaj E. til at skille sig ud. Det var alt det andet, forklarer Karin Blæsbjerg Nielsen, som i dag er overassistent hos Specialcenter Skovvang:

»Han var en klog mand, der vidste meget om landbrug, men også fulgte med i politik, og hvad der skete ude i verden. Derfor var han spændende for personalet at tale med. Man blev altid lidt klogere af at tale med Kaj E.«

»Tidligere gik han sammen med de andre gutter over i skoven og fik øl efter arbejde, men de sidste år blev han hjemme,« siger Inga Jørgensen.

Han elskede at passe sin have, hvorfra han kunne følge trafikken på Herningvej. Elskede at spille kort. Spille Lotto – også selvom han aldrig vandt. Lave kryds og tværs.

Men fortiden lader man typisk være netop det på Skovvang.

»Ofte stikker der masser af konflikter under, at de er kommet hertil, og dem vil vi ikke rippe unødvendigt op i,« siger Hans-Jørgen Niewald.

De yngre år bød på en rejse til Canada for at grave i en mine, måske var det efter guld, mindes Inga Jørgensen.

»Han havde et besværligt sind, og jeg tror, han havde brug for luftforandring, så han tog til Canada. Det var hans mor ikke glad for,« siger hun.

I de unge år sad både næverne og lysten til alkohol løst.

»Men han blev mere rolig med årene,« tilføjer Karin Blæsbjerg Nielsen.

Familien stammer fra Østjylland. I dag bor en bror og søster stadigvæk i Nordamerika, og det blev arrangeret således, at to andre herboende brødre kom på et årligt besøg.

I en tid, hvor Westpack netop har regnet sig frem til, at emballagevirksomheden for syvende i træk har udbygget overskuddet, er Westpack-direktør Morten Dalsgaard kommet ud i en anderledes regneøvelse. Han er ved at sjusse sig frem til, hvor mange smykkeæsker Kaj E. har lavet for Westpack.

Facit er endnu ukendt, men udregningsgrundlaget ligger fast:

»Typisk har han skullet samle låg og bund, og lægge skum ned i æsken,« forklarer Morten Dalsgaard.

»Han arbejdede lige så længe, han kunne. Til sidst fik han arbejde med over til sig på plejehjemmet, hvor han foldede ark og pakkede samlevejledninger ind,« siger Inga Jørgensen.

Var der nye folk eller problemer, så kunne Kaj E. rette dem ud. Det fik han 385 kroner for om ugen, foruden de 285 kroner han fik i lommepenge.

»Men han hævede aldrig de penge, han fik i værkstedet. Han havde jo de 285 kroner. Han var en meget nøjsom mand. Købte ikke tøj og brugte ikke livrem. Havde han brug for en livrem, brugte han et reb, og cigaretterne blev nulret ned i merskumspiben,« fortæller Hans-Jørgen Niewald.

»Han var meget spartansk,« bekræfter Inga Jørgensen og tilføjer:

»Men vandt han i banko, gav han alt væk. Var vi ude og handle chokolade eller kage, forærede han det meste væk og sagde, at vi skulle tænke på alle dem derhjemme.«

Skulle man være i tvivl, så var Skovvang hjemme for Kaj E.

»Han blev en institution i institutionen. Han var noget ganske særligt,« konkluderer Inga Jørgensen.

Kaj E. efterlod sig nemlig en arv, han valgte, at Skovvang skulle have del i. Den skulle forsøde stedets tilværelse, og nu har man besluttet, at pengene skal gå til et kunstværk, der forestiller den mangeårige beboer. »Derfor er det også så fint, at det bliver Morten Dalsgaard, som skal indvie figuren, for Westpack har jo på sin vis betalt for den. Der var så mange af Kaj E.’s penge, at de næsten kunne række til figuren, der koster i omegnen af en mellemklassebil. Figuren holder bare meget længere,« siger Hans-Jørgen Niewald om arvens størrelse.

Kaj E. døde i januar 2010.